TIRSDAG d. 13. september 2022 21.00– 21.45 

Mødet blev afholdt online.

 

1.    Valg af dirigent

Jesper Kildegaard Poulsen blev valgt til dirigent og konstaterer at der er indkaldt til generalforsamlingen i henhold til vedtægterne.

 

2.    Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed ved formanden

Så er vi kommet i gang igen med aktiviteter hvor vi kan samles efter COVID.

I september 2021 afholdte vi igen familieweekend. Denne gang blev det afholdt i Givskud, med besøg af professor Ann Swillen og ernæringsekspert Uhmaro Cadogan. Mens forældrene tilegnede sig viden, tog børnene samme med vores trofaste børnepassere i Givskud zoo.

Vi benyttede besøget af Ann Swillen til at arrangere et fagseminar. Her kom mere end 80 fagpersoner til en inspirerende forelæsning.

Et emne der fylder meget for vores medlemmer, er overgangen til skolen. Dette er et emne som der er skrevet en del om internationalt med der findes meget lidt på dansk og er ikke tilpasset det danske uddannelsessystem. Derfor har vi i år samarbejdet med Louise Bøttcher, Cand. Psych og lektor i neuropsykologi ved Aarhus Universitet om at skrive en folder: “Skolegang for børn og unge med 22q11”. Folderen er skrevet til forældre og fagfolk. Vi arrangerer en række gå/hjem møder hvor Louise gennemgår indholdet. I foråret var vi i København og der afholdes et tilsvarende i Århus i oktober.

I år har vi prøvet et nyt tiltag for at bidrage med viden og information til vores medlemmer. Vi kalder det temaaftener. Temaaftenerne er et online møde på en time hvor vi inviterer medlemmer til at deltage og dele viden eller stille spørgsmål. Ideen er at vi deler vores erfaring med hinanden. Vi har afhold 3 aftener i foråret med god feedback og vil derfor fortsætte. Næste temaaften er om Unge og afholdes i 20/9.

I vores 22q11 Europe samarbejde har der været en del aktivitet. I november 2021 afholdte vi den 4. international konference. Denne blev afholdt i Berlin. Dette har udviklet sig til en vigtig 22q11 konference med deltagelse af førende eksperter hvor også forældre kan deltage. Den afholdes hver anden år – i 2023 bliver det i Dublin.

I forbindelse med 22q11 Europe samarbejdet har vi også arbejdet på en MOOC (Massive Online Course). Dette er et professionelt udviklet online undervisningsmateriale rettet mod professionelle, familier og andre pårørende. Dette første kursusprogram omhandler en generel introduktion samt fokus på mentale og psykiske udfordringer. Kurset vil blive tilgængelig på Youtube i løbet af efteråret.

I år afholdes familieweekenden i november. Dette skyldes at mange arrangementer er blevet flyttet til september og vi har haft svært ved at booke foredragsholdere.

Foreningen er overgået til et nyt medlemssystem, ForeningLet. I den forbindelse har vi opkrævet restance, dette har været et stort arbejde hvor de fleste penge er kommet ind, men vi har mistet nogle medlemmer.

3.    Fremlæggelse af revideret regnskab for 2021

Regnskabet gennemgås og godkendes.

4.    Fremlæggelse af budget 2020

Budget gennemgås og godkendes

5.    Fastsættelse af kontingent

Bestyrelses forslag til kontingent godkendes og fastsættes til:

Voksne Kr. 120,-

Børn Kr. 35,-

6.    Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleanter

Følgende vælges til bestyrelsen:

  • Maibritt Jørgensen (genvalg)
  • Jesper Poulsen (genvalg)
  • Rita Jensen (ny)
  • Augusta Noorpil (ny)
  • Rikke Krone (ny)
  • Sarah Demerbes (suppleant)
  • Camilla Kramer (suppleant)

7. Valg af revisorer og revisorsuppleanter

Bestyrelses indstilling godkendes. Revisor er hermed Beierholm, Munkehatten 1B, DK-5220 Odense SØ.

 

 

8. Indkomne forslag

Ingen indkomne forslag.

 

9. Eventuelt